Side til skærmer en tilbagevendende klumme, hvor CoS Editorial Director Matt Melis udforsker, hvordan enten et klassisk eller nutidigt litteraturværk gjorde det til tider triumferende, ofte katastrofale spring fra prosa til film.
Romanforfattere kan ikke vælge, hvordan de vil blive husket - det vil sige, hvilke af deres kreationer, der vil blive begunstiget, efter at de har, for at låne en sætning, snusede den . Når de først har haft autokratisk kontrol over hver tanke, handling og detalje, der tilskrives deres karakterer, afgiver de det unikke monopol ved udgivelsen. Det tilhører så andre, som, hvis salget er stærkt, vil genskabe de historier - de meget intime og specifikke ideer - en million gange på uendeligt forskellige måder. Forfatteren går fra at være en de facto Mose eller Gud til i ekstreme tilfælde slave af presseudklip og offentlig modtagelse. Det er en degradering efter enhver standard.
Anthony Burgess, forfatter til En Clockwork Orange , gjorde det kendt sent i sit liv, at han helst ikke ville blive husket for denne dystopiske novelle. Men alt håb om, at dette ønske skulle blive respekteret, var forsvundet i det øjeblik, han slap sin lille Alex den Store løs på intetanende læsere i 1962. Engang var den glasagtige, djævelske inkarnation legemliggjort af Malcolm McDowell, der stirrede kameraet ned og leverede den første voiceover i Korova Milkbar på toppen af Wendy Carlos' menneskeskabte synths i Stanley Kubricks filmatisering fra 1971, Burgess' skæbne var fastsat. Han ville for altid være forbundet med drieies , ultravold , og alt det cal .
Relateret video
Burgess ønsker om udlejning En Clockwork Orange falme fra offentlig hukommelse havde mindre at gøre med Kubricks fortolkning og mere med de mangler, han knyttede til værket, nemlig at novellen er for didaktisk til at være kunstnerisk. Han er alt for hård i sin selvkritik, men der kan ikke være meget argument for, at karakterer som fængslet Charlie, Dr. Branom og til tider endda Alex er lidt mere end talerør for historiens moralske lektion. Efter en lille håndfuld interviews syntes Burgess at have beundret flere aspekter af Kubricks film, især hvordan instruktøren og McDowell brugte Singin' in the Rain som det lydlige link, der tipser forfatteren F. Alexander om Alexs tidligere ugerninger. Burgess' eneste reelle greb med filmen - en, der så ud til at stivne i årenes løb - kom over den sidste scene, hvor Alex, nu dekonditioneret, kommer tilbage på et hospital, laver en behagelig aftale med Minister for de underordnede , og erklærer, jeg blev helbredt okay.
Forfatterens klage 
Burgess har en andel i En Clockwork Orange som en novelle. Men som biografgængere, bekymrer vi os så meget om fejlene ved en film, der har en uigenkaldelig ond hovedperson eller en slutning blottet for moralsk håb' Nadsat (den hybride engelsk-russiske slang drysset her i kursiv) den tidløse appel, uanset hvor fordrejet og fordrejet her, broderskab og en aften i byen, en huxleansk mistillid til autoriteter og chancen for stedfortrædende at hengive sig til det meget mørke, men også meget reelle, menneskelige ønske om at have hvad og hvem vi vil, når vi vil.
Burgess var ikke uvidende om den sidste appel. Det virker svineagtigt eller pollyannaagtigt at benægte, at min hensigt med at skrive værket var at opildne mine læseres mere ubehagelige tilbøjeligheder, indrømmede han. Min egen sunde arv af arvesynd kommer ud i bogen, og jeg nød at voldtage og rippe ved fuldmagt. Uden den moralsk forløsende slutning er det, som om Burgess har mistanke om, at han har spillet rollen som pornograf mere end romanforfatter.
Der er dog noget andet ganske mærkeligt på spil her. Kubricks En Clockwork Orange udretter noget, som Burgess ikke gør: filmversionen fører os faktisk til at rode efter Alex bøllen, Alex voldtægtsmanden, Alex morderen, der udfører alle sine ugudelige ugerninger med uforskammet iver og iver. I novellen føler Alex sig, på trods af at han er vores ydmyge fortæller, mere på afstand, som en nysgerrighed eller en udstilling i zoologisk have - udyret bag tykt beskyttelsesglas. I filmen formår Kubrick, med hjælp fra Carlos og selvfølgelig McDowell, at få os til at sympatisere med udyret til det punkt, at vi føler trangen til at åbne dets bur og befri det, selvom vi har været vidne til dets forkærlighed til ødelæggelse. Jeg formoder, at det er dette ønske, der gør seerne indforståede med filmens slutning - der ville få dem til at trække på skuldrene eller helt afvise Burgess' tilsigtede konklusion, hvis den var blevet vist på skærmen.
Der er tre særlige scener i Kubricks film, der placerer os lige i Alexs hjørne, noget novellen aldrig særligt forsøger at opnå. Den første kommer midt i filmen, hvor marsvinet Alex bliver udstillet for at demonstrere virkningerne af Ludovicos teknik til rehabilitering af fanger. Lige så foruroligende som Burgess' prosa er, blegner hans scene ved siden af den tarm-slidende emaskulering og dehumanisering, som et publikum selvtilfreds er vidne til, mens McDowell slikker en anden mands skosål og smuldrer i blotte tilstedeværelse af en nøgen skønhed. Fremvisningen bliver endnu mere uudholdelig, når manden og kvinden, begge skuespillere, bukker for klapsalver, før de forlader scenen, og Alex forlod sammensunket i smerte hver gang.
Ligeledes kryber seeren sig, da en nyligt løsladt Alex – nu declawed, defangst og fuldstændig hjælpeløs – finder sig selv trukket på landet, tolchocked , og næsten druknede i et trug af fhv tør -vendte- millicent Dim og Georgie som Carlos' nådesløse, metalliske partitur klinger i harmoni med hans tæsk. Endelig har vi den utilsigtede bivirkning af Ludovico-teknikken, som har betinget Alex mod den musik, han elsker, og får ham til at forsøge at springe til sin død og snus det når F. Alexander søger hævn via surround sound. På dette tidspunkt erkender vi, at der virkelig ikke er nogen glæde eller formål tilbage for Alex i dette liv. Ingen forbrydelse, vi har været vidne til, kunne sikkert berettige denne straf - denne invasion af sind, hjerte og sjæl, der har efterladt ham kød og ben, men moralsk mekanisk.
Så når indenrigsminister eller mindreværdig , der godkendte Alex til konditionering og sad på forreste række under det ydmygende showcase, carves og gafler steaky vågner ind i Alexs sardoniske rådne , smiler vi seere over hele vores trusler i glæde over bordene, der var vendt. Det siger uden tvivl noget om vores samfund, at vi tager mere overhånd med forbrydelserne imod det individuel end med Alexs forbrydelser mod mange individer. Kubricks film ender med sande ofre kasseret og glemt, politiske kakerlakker overlever nedfaldet, og vores Ydmyg fortæller fri til at genoptage livet som sit frygtelige jeg. Og da Gene Kelly let croons Singin’ in the Rain over de afsluttende tekster, føler vi oprigtigt, at Justice, på en eller anden syg, snoet måde, er blevet serveret. Det er en af Kubricks store hjerne - fanden.
Når vi taler om det manglende kapitel af En Clockwork Orange , det er ikke et spørgsmål om, at bogen eller filmen er bedre. Hver ender som den skal. Novellen efterlader os med håbet om, at mennesket, selvom det er tynget af arvesynden og dyriske tilbøjeligheder, naturligt vil vende mod anstændighed, efterhånden som ungdommen svinder ud. Filmen slår en lille sejr for individet, frastødende som det end måtte være, i en steril, følelsesløs verden, der stræber efter orden og ensartethed, men den giver intet håb om en mere human morgendag.
Men vi er ikke urværksappelsiner. Vi har både bog og film og Mose eller Gud 's gave valg, når det kommer til, hvilken man skal læse eller viddy .
Hvad bliver det så, ikke